The Norwegian School in London
Derfor valgte vi den norske skole
Masser af udendørs leg, ingen skoleuniform, en fri omgangstone og små klasser. Danske familier føler sig hjemme på den norske skole – først og fremmest, fordi den ligner det system, de kender fra Danmark
Af Annegrethe Rasmussen
”En rigtig god skole, som både forældre og børn er glade for. Den norske skole er et sted, hvor man føler sig hjemme”. Der er ingen tvivl at spore hos de to danske mødre Birgitte Bjødstrup og Lone Jørgensen. I henholdsvis et og to år har de to boet i London med deres familie, der for begges vedkommende tæller ægtemand og to børn.
Lone og Peters børn, Julie på otte og Rikke på fire år går i henholdsvis børnehave og 2. klasse, mens Birgitte og Pers ældste barn, Rune på fire, går i børnehave. Deres andet barn, Casper på to år, går i engelsk børnehave, og der er store forskelle til den norske daginstitution, som optager børn fra 3-års alderen.
”I Caspers børnehave er der en enorm fokus på indlæring. Børnene skal i det hele taget præstere noget hele tiden. Cirkler, triangler, bogstaver og så videre. Det er et udmærket sted, men i sammenligning med den norske børnehave er det befriende, at der her ikke er det pres, men kun findes opmuntring”, fortæller Birgitte. I det norske system starter børnene i første klasse, når de er seks år gamle, hvorimod det engelske system har tidlig skolestart, hvor tendensen mod at sætte børn helt ned til fire år i såkaldte ”reception classes” er stigende, selvom fem år er den officielle skolealder.
Lone er enig: ”Den pædagogiske ramme her er meget fri. Der er ingen pacen frem af børnene, ingen skoleuniform og der er både drenge og piger i klasserne, som vi er vant til. Man lærer sikkert mindre i de små klasser end man gør i det engelske system, men vi har været hjemme på Rikkes danske skole og set de bøger og materialer, som den klasse hun skal tilbage til om et år, bruger, og det er det samme niveau som her.”
Uden for hele tiden
En anden ting, som de to kvinder er enige i at rose er den megen leg og aktivitet uden for.
”Børnene er virkeligt meget ude. Der er en stor legeplads og der er fodboldbane og mulighed for tennis på skolen. Der er lange frikvarterer i skolen og i børnehaven er der en hel turdag hver uge – uanset vejret. Det er meget anderledes end de engelske skoler og børnehaver, der er meget ”pæne” og nærmest sirlige, og hvor man har på fornemmelsen, at de kun er uden for, når solen skinner og ikke bliver beskidte. Men børn har godt af at bruge deres krop aktivt, og det får de virkeligt lov til her, hvor de er meget ude”, siger Birgitte.
På spørgsmålet om, hvordan deres børn tog konfrontationen med norsk, som på trods af en stor lighed med det danske skriftsprog alligevel af de fleste børn opleves som et ”fremmed” talesprog, er de to mødre enige om, at det tager cirka fra skolestart i august frem til julemåneden, før forståelsen er fuldstændig, og især de små børn følte sig trygge. ”Den store fordel for børnene er, at de norske pædagoger i børnehaven og lærerne i skolen kan forstå, hvad vores børn siger. Det ville de jo ikke kunne i en engelsk skole. Og generelt gør de ansatte på skolen sig meget umage med de danske børn. De gentager tingene og taler langsomt. De har jo også erfaringen og ved, at en fire måneders tid er problemet forsvundet. Men jeg gik da i skole med Rikke hver dag i to uger, da hun startede,” husker Lone.
Aktive forældre
En anden ting, som både Lone og Birgitte fremhæver er, at forældrene er uhyre velkomne på skolen og aktivitetsniveauet og engagementet fra – især – mødrenes side er stort.
Forældrearbejdsudvalget organiserer en mængde aktiviteter på skolen for både børn og voksne, og atmosfæren på skolen, der har til huse i en gammel villa med moderne tilbygninger i bydelen Wimbledon, er fri og afslappet. Men der er også andre grunde til, at de to mødre er tilfredse med skolen end den, at den ligner den danske folkeskole. På flere områder mener Lone og Birgitte, at skolen er bedre:
”Der er meget små klasser, og det betyder, at lærerne har meget tid til den enkelte elev.
Fleksibiliteten er langt større end noget, man vil se i Danmark. Der foregår mange aktiviteter på tværs af klassetrinnene og der er en del norske lærestuderende, som giver et godt og uhyre engageret in-put. Jeg tror, det øger børnenes selvtillid, at de har mange venner blandt de ældre børn. Det får de helt naturligt når skolen er så relativt lille og tryg. Og engelskundervisningen starter med det samme. Både i børnehaven og i skolefritidsordningen arbejder der også engelske medhjælpere. Horisonten er bred, og jeg tror, at børnene lærer noget om andre kulturer – både engelsk og norsk – som de ikke ville få derhjemme. Rikke taler engelsk nu uden problemer og hun er bare otte år”, siger Lone, der kun kan finde en ulempe: prisen.
”Ja det er rigtigt dyrt, det må man sige, og skolen er dyrere for danske børn end for norske, fordi den norske stat giver et tilskud pr. barn, som danske elever ikke kan få. På den anden side får mange udstationerede et tilskud fra deres arbejdsplads, eller ligefrem hele prisen betalt, og de fleste engelske privatskoler er endnu dyrere. De statslige børnehaver er overfyldte og der er kun mulighed for at være der et par timer om dagen”, siger Birgitte, der sluttelig fremhæver en sidste ting: at der er skolebus, der afhenter børnene ved døren. ”Det er rigtigt godt, hvis man har flere børn, der skal skibes af sted om morgenen”, siger hun. De to kvinder så gerne, at der kom lidt flere danske børn til den norske skole. I øjeblikket er der ni (inklusive to fra Færøerne), fire i skolen og fem i børnehaven. I tidligere år med flere danske skolebørn har der været sat ressourcer af til særskilt danskundervisning og det kunne blive aktuelt igen, hvis indtaget af danske børn øges.
Annegrethe Rasmussen er London-korrespondent for det danske dagblad Information og hadde selv to børn i den norske skole.